Et nyt lovforslag fra Erhvervsministeriet ønsker at modernisere og forenkle huseftersynsordningen. Danske Bygningskonsulenter frygter, at lovforslaget vil få store konsekvenser for forbrugerne samt de små og mindre virksomheder, hvis det vedtages i sin nuværende form.

Pressemeddelelse – 17. december 2025

Erhvervsministeriet har i efteråret fremsat et nyt lovforslag om huseftersynsordningen.

Intentionen bag det nye lovforslag har været at modernisere og forenkle ordningen ved bl.a. at flytte ansvaret for tilstandsrapporterne fra den enkelte bygningssagkyndige til virksomhederne.

Lovforslaget risikerer dog i sin nuværende form at ramme de små og mindre virksomheder urimeligt hårdt og vil i praksis betyde, at den faglige kvalitet og forbrugertilgængeligheden svækkes.

Sådan lyder det fra brancheforeningen Danske Bygningskonsulenter i et høringssvar fremsendt til Erhvervsministeriet i starten af december.

Bekymringerne skal ses i lyset af, at det nye lovforslag pålægger virksomhederne betydelige meromkostninger til autorisation, kvalitetsledelsessystem og tredjepartskontrol. Omkostningerne vil ifølge Danske Bygningskonsulenter ramme de mindre virksomheder særligt hårdt, da de er uafhængige af antallet af tilstandsrapporter.

Det faktum tilgodeser større virksomheder, der laver mange rapporter og skaber en systematisk konkurrenceforvridning, som reelt kan udelukke mange selvstændige fra markedet.

– Lovforslaget vil i vores optik skabe en markant konkurrenceforvridning. Når små virksomheder pålægges faste omkostninger til kvalitetsledelsessystemer, kontrol og licenser, som ikke afhænger af antallet af rapporter, bliver det næsten umuligt for dem at konkurrere med de store aktører. Det betyder færre selvstændige bygningssagkyndige, mindre geografisk dækning og højere priser for forbrugerne, siger Brian Aaboe, formand for Danske Bygningskonsulenter.

Fokus på videndeling og proportionale krav
En central del af det nye lovforslag handler om, at Erhvervsministeriet vil erstatte den nuværende ordning omkring teknisk revision med en kontrolmodel, der primært fokuserer på regeloverholdelse.

Det er ifølge Danske Bygningskonsulenter en farlig vej at gå, da det vil fjerne en vigtig lærings- og sparingsfunktion for de byggesagkyndige.

Lovforslaget forudsætter desuden en organisationsstruktur, som slet ikke findes i enkeltmandsvirksomheder og små firmaer. Kravet om “intern egenkontrol” vil i praksis komme til at betyde, at det bliver den samme person, som skal kontrollere og dokumentere sit eget arbejde. En løsning, der hverken er meningsfuld eller kvalitetsfremmende for branchen eller forbrugerne.

Det nye lovforslag risikerer med andre ord at at udhule den centrale facilitering og videndeling, som i dag er med til at sikre ensartet kvalitet i tilstandsrapporterne. Det er ifølge Danske Bygningskonsulenter i modstrid med lovens formål om at løfte kvaliteten og gøre ordningen mere enkel for forbrugerne.

– Det er helt afgørende, at der bliver lyttet til de faglige miljøer, som står med huseftersynene i hverdagen. Vi kan sagtens nå målet om bedre kvalitet og større gennemsigtighed, men det kræver stærk videndeling og proportionale krav, der ikke favoriserer de største spillere. Vi skal for alt i verden sørge for, at de mindre virksomheder også har en chance – ellers risikerer forbrugerne at tabe på både pris, tilgængelighed og kvalitet, siger Brian Aaboe.

For yderligere info
Brian Aaboe, formand, Danske Bygningskonsulenter:
+ 45 28 51 28 09 eller formand@danskebygningskonsulenter.dk